Forside › Principper og filosofi
Principper og filosofi
Vi dyrker frugt med naturen – ikke imod den. Her er de principper, vi arbejder efter.
Naturen kan tage vare på sig selv
Grundprincippet i permakultur er, at naturen er god til at passe på sig selv, når vi skaber de rette betingelser. Den vej bevæger vi os mere og mere ad. Helt konkret:
- Hvidløg som støtteplante ved æbletræerne holder hjortene fra at gnave i barken.
- Flere æblesorter blandet i samme række begrænser spredningen af sygdomme.
- Andre træer og buske imellem rækkerne øger biodiversiteten.
Mangfoldighed i frugtplantagen
Vi har plantet 3.000 nye træer og 800 buske i en varieret blanding. Det giver føde og skjul til insekter og dyr – og en naturlig skadedyrsbekæmpelse, så naturen kan gøre en del af arbejdet for os.
Gamle, robuste sorter
Vi arbejder gerne med gamle sorter, der er robuste og passer til klima og jord. Gården ligger i klimazone 8B, tæt på havet, med salt luft og lerjord – så det gælder om at vælge træer, der trives netop her.
Dyr på gården
Ikke kun planterne bidrager til balancen. Vi tiltrækker bestemte arter og holder bestemte dyr:
- Løbeænder æder sneglene.
- Høns bor i en vogn, der flytter rundt mellem markerne, og giver æg.
- Geder er en fast del af livet på gården.
- Bier sørger for, at blomsterne bliver bestøvet – og giver honning som tak for husly.
På vej – ikke i mål
Omstillingen på Baksminde er en løbende proces, ikke en tilstand, vi har nået. Det handler om at finde balancen: mellem frugtplantage og natur, mellem det kommercielle og det, vi gerne vil dele med andre.
Kontrol og åbenhed
Baksminde er statskontrolleret økologisk, og vi har en offentlig fødevarekontrolrapport (smiley). Vi har modtaget støtte fra Landdistrikternes Udviklingspulje (Brønderslev Kommune) og EU's etableringsstøtte til unge landbrugere.